Poula Helth: Gå og forstå – par i bevægelse i naturen

Poula Helth er ph.d., cand.scient.adm., socialrådgiver og uddannet i narrativ terapi. Poula har skrevet 20 bøger om lederskab, samtaler og kommunikation. Hun har undervist på master – og diplomuddannelser på bl.a. CBS, DTU og AAU og arbejdet som coach, konsulent, forfatter og forsker.

Poula har skabt nye koncepter til samtaler i parforhold, i familier og blandt kollegaer på arbejdspladsen. Samtalerne foregår mens deltagerne vandrer i naturen. Hendes styrke er at guide procesforløb med fokus på læring for både små og store grupper, hvor hun samtidig med processen evner at udvikle og formidle nye metoder til kommunikation og læring.

Sammen med Hans Jørn Filges ejer hun virksomheden ”Let’s talk Nordic” www.letstalknordic.dk, som danner rammen om de projekter og arrangementer, der gennemføres om konceptet. I januar 2021 udgav de bogen ”Gå og forstå – vejen til en god samtale i parforholdet”. Med den nye bog har Hans Jørn Filges og Poula Helth skabt endnu et brugbart koncept. Der er forskningsmæssigt belæg for effekten af konceptet. Men ikke kun par, også familiemedlemmer, venner og kollegaer kan anvende samtalemetoden.

Vi tror, at vi kender hinanden ud og ind, men det gør vi ikke. Det er risikabelt for ethvert forhold, hvis man tager for givet, at man kender den andens vurderinger og holdninger. Derfor skal vi lære at lytte uden at afbryde. Vi skal lære at fortælle uden frygt for den andens dom over vores udtalelser.

Man bliver klogere på sig selv, når man formulerer sine tanker uden afbrydelser. Det er en god oplevelse, at man kan tale frit og slippe for diskussioner og magtkampe. Ofte kommer erkendelserne, mens man taler. Vi er nødt til at lære at lytte, så vi kan komme tættere på hinanden. Derved kan vi lære at respektere hinanden.

Ved at lære at tale sammen mens vi går i naturen, kan vi bruge de ressourcer der er i vores parforhold, familieliv og i relationer til venner og kollegaer. Det koncept jeg vil fortælle om, giver en stor håndsrækning til dem, der vil have mere kærlighed og hjælpsomhed ind i hverdagen. Konceptet er også en hjælp til at blive mere realistisk og nærværende.

Den effekt der er af konceptet, er dokumenteret gennem parvandringer i Gentofte Kommune i 2019. Her gik vi i Dyrehaven i Klampenborg med 20 par over 3 gange. Resultatet kan findes på www.letstalknordic.com og i bogen ”Tal og forstå, vejen til den gode samtale i Parforholdet”, Dansk Psykologisk Forlag.

De fleste der har afprøvet konceptet, er overraskede over, hvor lidt der skal til for at få nye vaner i relationer til andre mennesker, men samtidig også hvor svært det er at bryde vanen med ikke at lytte til hinanden, afbryde hinanden og hele tiden synes man skal have en mening om det der bliver sagt. Det er en kæmpe befrielse at bruge en struktureret samtalemetode, som konceptet indebærer, samtidig med at man bevæger sig.

Du kan opleve Poula på Nordsjællands Vandrefestival d. 3. september fra 11-12.30, hvor hun fortæller om metoden men også giver mulighed for at prøve den af.

Du finder Poulas foredrag på programmet her, hvor der også er information om tilmelding.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
NYHEDSBREV