Tak for jeres flotte tilbagemeldinger og feedback på dette års vandrefestival. Vi havde i løbet af dagene et blandet udbud af oplæg, debatter, vandreture, smagsprøver på naturen, boder med udstyr, museumsaktiviteter og meget mere. Gæsterne var en god blanding af familier, vandrere, par, singler, offentlige og kommunalt ansatte, patientforening og fagprofessionelle. Det er skønt at opleve, hvordan gang og vandring kan samle mennesker på tværs.
Evaluering 2021 og en glad vinder
Vi lavede en af evaluering blandt de deltagere, som havde tilmeldt sig konferencedagene torsdag og fredag. Den talte sit klare sprog i forhold til udbyttet af deltagelsen; 88% vil gerne komme igen næste år, og 93% af deltagerne vil anbefale Nordsjællands Vandrefestival til andre. Det er vi super stolte af, og vi er taknemlige for, at I har taget jer tid til at svare. Vinderen af konkurrence for besvarelse af evalueringen er trukket, og det blev Svend Jensen fra Vejby. Han vandt en vandretur fra Esrum Kloster til Haldbjerg Shelter med overnatning, middag, kaffe og kage undervejs og morgenmad for to personer.
Programmet for næste år
Vi har allerede datoen for næste års Nordsjællands Vandrefestival i kalenderen. Det bliver fra d. 25. – 28. august, og vi er så småt gået i planlægningsmode. Så hvis du har nogle gode idéer og ønsker til noget, som du tænker, kunne være sjovt, spændende eller udfordrende at opleve på Nordsjællands Vandrefestival 2022, så send endelig en mail til jane.sunesen@dgi.dk. Vi glæder os til at høre fra dig.